Digt exchange - Angela

Moira var taget direkte hjem og havde skrevet .. hun havde skrevet hele dagen og hele natten. Der var mange forkastede papirer og enkelte der kunne arbejdes videre på. Så mange følelser der skulle på paoir, men så mange af dem grimme. Til sidst havde hun dog siddet med et digt. Et enkelt. Der virkede som det var .. et digt hun ville lade Angela se. Det fangede de følelser hun havdemen uden at forstærke ubehaget eller lade sig fange i bitterhed, noget hun ellers havde fundet svært.

På det aftalte sted, under en løs sten u kirkemuren, var der placeret en sirlig, lilla kuvert. Åbnede man den, afsløerede den en tæt-beskrevet side.

Angela havde ligget vågen mange nætter og ikke kunne finde hvile. Morgans frieri havde sat sig i hende og hun kunne ikke glemme hans ord, frustration eller passion. De ting han havde sagt... men det kunne ikke være sandt. Havde hun været blind? Genji havde set det, hvis det var sandt, så hurtigt... og let. Skulle Morgan have været jaloux? Bekymret for Angelas følelser? Skulle Morgan ville have hende?... nej.

Når hun var faldet i søvn havde hun drømt.. mange foruroligende drømme. Usammenhængende og kaotiske, men med et tema. Når hu vågnede skrev hun ned..

...

Da det blev tid til at vise Miss Butterfly et af sine digte, havde hun kun sølle 8 linjer på et papir... 8 linjer der kunne været skrevet bedre og mere poetisk... hun havde andre digte der var bedre, skønt ikke udgivet, andre digte der ville være til Miss Butterfly. Men dette digt... skulle ikke ses af nogen, og det...


På det aftalte sted lå i en kuvert, et papir der kunne have set bedre dage.. med ordene skrevet ned, lidt shaky og spinkelt. Men det lå der. Lå der så det ikke blev glemt blandt så mange andre ufærdige digte.

Moira var kommet for at samle digtet fra Angela op og havde læst det, så snart hun var kommet hjem. Det var ikke det længste digt, ej heller det digt med de sirligste vendinger .. men der var noget i det, der talte til Moira på en måde intet andet hun havde læst af hende hade gjort … Det var først på tredje gennemlæsning at det rigtigt gik op for hende. Digtet .. det var om hende? Hun rynkede brynene og læste igen. Var det bare noget hun ønskede at se? .. Men, to øjne, et mørkt et lyst. Hun rynkede brynene. .. Og digtet virkede fuld af frustration, noget miss Diamond ikke havde vækket i Angela. hun rynkede brynene … og hvem ellers kunne Angela have mødt i denne by, der kunne matche hende? Der var ikke en sjæl her, der kom i nærheden af deres vid. Der var ingen andre muligheder.

Angela havde åbnet Miss Diamonds brev fuld af forventning. Ikke sikker på hvad hun troede hun skulle læse, men ikke dette... det var langt, smukt, velskrevet... trist, ulykkeligt og meget fangende... hvorfor hun ikke ville udgive dette digt, ville Angela aldrig kunne forstå. Hun læste det igennem flere gange, men kunne ikke se hvordan digtet kunne være ment til hende. Nej.. digtet måtte være fra Miss Diamonds fortid, muligvis noget der stadig plagede hende... she felt bad, for the beautiful woman.. with whom she had shared a kiss..